26.000 besøgende på Testcenter i Østerild

tirsdag 10 sep 19

Kontakt

Poul Falk Nielsen
Forskningstekniker
DTU Vindenergi
25 55 00 76

Flere end 26.000 gæster har besøgt besøgscentret ved Testcentret i Østerild alene i år. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Siden 2017, hvor det nye besøgscenter ved Testcentret i Østerild så dagens lys, har det været velbesøgt. Alene i år har flere end 26.000 besøgende lagt vejen forbi, skriver Nordjyske Stiftstidende. Dertil kommer de mange mennesker, der blot går ud og ser på vindmøllerne eller nyder den skønne natur, der omkranser testcentret.

Det er også værd at kigge forbi området i øjeblikket, fortæller Poul Falk, der er DTUs faste medarbejder i Østerild. For testcentret er nemlig i gang med at blive udvidet med yderligere to testpladser, så der i fremtiden vil kunne blive testet ni vindmøller. Udvidelsen har desuden betydet ændringer i området:

”Med udvidelsen har vi været nødt til at lave en anden indkørsel ind til besøgscentret. Samtidig arbejder vi på at udbygge det stisystem, der er heroppe, og som besøgende gladelig benytter,” siger Poul Falk og uddyber:

”Vi laver en sti langs hele møllerækken. Dertil kommer nye adgangsstier, der fører ind til den nordlige del af testcentret.”

Selv om der arbejdes med udvidelsen, så er besøgende er velkomne til at besøge området og se møllerne eller opleve dyrelivet og den nye natur, der er opstået efter skovrydningerne, da testcentret blev etableret.