Studerende støber økobil i Large Scale Facility

onsdag 23 jan 19

En håndfuld DTU studerende har de sidste 14 dage arbejdet på en ny skal til DTU Økobilen. Skallen er nu støbt og er klar til at få isat vinduer og døre.

”Som noget helt nyt får bilen to døre i år. Tidligere har den kun haft én dør.” Sådan siger Malte Markussen fra DTU Vindenergi.

En god håndfuld studerende har de sidste 14 dage arbejdet på opbygningen af en ny skal til økobilen, som DTU sender til konkurrencen Shell Eco-marathon. Bilen består af en forvokset gokart, der får en skal henover sig. Det er netop den skal, der er blevet støbt i det nye Bladelab, der hører til i Large Scale Facility på DTU Risø Campus.

”Skallen består af kulfiber og epoxy. Det bliver forstærket af en PVC skum, som kulfibrene er blevet støbt rundt om,” forklarer Malte Markussen.

130 kilo
Ifølge Malte Markussen har det taget små 14 dage at få forberedt formen.

”Vi startede med 14 dages forberedelse. Selve støbningen tager blot 1 time. Vi støbte den i fredags, og mandag startede vi varmebehandlingen, der gør epoxien sikker at arbejde med, og forbedrer de mekaniske egenskaber. Der lå nogle varmetæpper hen over den ene del af formen i 8 timer i går (mandag), og resten af formen havde så varmetæpper på hele natten,” lyder det fra Malte Markussen.

En af de heldige personer, der skal køre bilen, når den er helt samlet og klar er Sarah Conradsen. Hun er bachelorstuderende på produktion- og konstruktionsdelen på DTU. I år er 3 gang, hun er med som kører.

”Jeg glæder mig helt vildt til at skulle køre løb i denne her bil. Vi skal til London den 1-6 juli i år,” fortæller Sarah Conradsen.

Sidste år var hun 1. kører. Hun forklarer, at der altid er en 1. kører og en reservekører med. I år kender hun ikke helt sin rolle, da de endnu mangler at finde nummer 2 kører.

”En kører må ikke være højere end 165 cm., og vedkommende må max veje 70 kilo med hjelm og alt det andet udstyr,” siger hun.

Du kan se flere billeder af støbningen af bilen og bilen i brug nedenfor.

Hvis du vil vide mere, så kan du følge DTU Roadrunners på både Facebook og Instagram.