DTU Vindenergi er positive omkring energiaftalen

onsdag 04 jul 18

Kontakt

Peter Hjuler Jensen
Viceinstitutdirektør
DTU Vindenergi
46 77 50 37

Viceinstitutdirektør på DTU Vindenergi, Peter Hjuler Jensen, bemærker, at Folketinget er genforenet på energiområdet, da alle partier har underskrevet aftalen. ”Det er meget, meget positivt og en historisk milepæl,” siger han.

Da Regeringen 29. juni meldte ud, at der var indgået en ny energiaftale, var det med hele Folketinget bag sig. Det vækker positive tanker hos Peter Hjuler Jensen, viceinstitutdirektør hos DTU Vindenergi.

”Det er meget, meget positivt, at alle er med. Det er en af de ting, der gør den her energiaftale rigtig god. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne var det også et enigt Folketing, der kom med nye energipolitiker. Det har været med til at placere Danmark i den absolutte top, når det kommer til vindenergi,” forklarer Peter Hjuler Jensen.

Havmøllepakker
I Energiaftalen står der blandt andet, at der er en forventning om, at havvind inden for få år kan producere grøn el på markedsvilkår uden offentlige støttekroner, og at det derfor besluttes at udbyde tre havvindmølleparker i Danmark. Senest i 2020 skal den første havvindmøllepark i udbud. Den forventes at producere 800MW. I 2021 og 2023 skal de to andre parker følge trop, da ønsket er, at de tre vindmølleparker skal stå færdige i 2030. Det er noget, som DTU Vindenergi ser på med glæde:

”Initiativet med at etablere 3 havvindmølleparker er noget, vi hilser velkomment. Det vil gøre, at vi i Danmark får produceret markant mere grøn energi samtidig med, at det er med til at positionere os i den absolutte elite inden for energiområdet,” lyder det fra Peter Hjuler Jensen, der dog har lidt malurt i bægeret:

”Der er dog skabt lidt usikkerhed omkring de to sidste parker. Partierne forventer, at man kan bygge de to havvindmølleparker i henholdsvis 2021 og 2023 uden støtte. Vi synes, det er vigtigt at håndtere usikkerheden ved at markere, at Folketinget ønsker at realisere parkerne og vil se på markedsbehovet for støtte, når tiden for udbud af parkerne nærmer sig.”

Forskningen i fokus
Med aftalen øges de statslige midler til forskning, udvikling og demonstration af energiteknologi, så der i 2020 vil være samlet 580 mio. kr. De skal fordeles med 500 mio. kr. til det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og 80 mio. kr. til Innovationsfonden.

Det vækker glæde hos Peter Hjuler Jensen:

”Den skærpede internationale konkurrence stiller større og større krav til forskningens effektivitet i forhold til at øge den danske industris konkurrencekraft. Derfor er det positivt at se, at man fra politikernes side har valgt strategisk at prioritereenergiområdet til gavn for den langsigtede beskæftigelse, konkurrenceevne og øge ambitionerne i retning af en energiforsyning i Danmark basseret på vedvarende energi.”

Læs hele energiaftalen her.