Data fra rummet skal sætte gang i danske vindmøller

onsdag 15 mar 17

Kontakt

Merete Badger
Seniorforsker
DTU Vindenergi
46 77 50 02

Samarbejdspartnere

DTU Vindenergi er det største videncenter for vindenergi i verden. Vi bidrager til samfundets fortsatte udvikling og vækst for at nå de energipolitiske mål, der er sat op for anvendelsen af vindenergi.

DTU Space er Danmarks nationale rumforskningsinstitut. Vi forsker og udvikler teknologi med udgangspunkt i rummet. Formålet er at få dybere indsigt i universet, undersøge klima og miljø her på jorden og levere ny viden og nye teknologier. Til

DHI GRAS er Danmarks førende konsulentfirma indenfor innovative satellitbaserede produkter og ydelser til miljømæssige formål.

EMD International er en dansk virksomhed, der leverer software, data, konsulentydelser og viden til kunder i vindenergibranchen.

Vestas er verdens førende producent af vindmøller med aktiviteter i hele verden. Vestas tilbyder endvidere konsulentydelser inden for vindenergi.

Vattenfall er Danmarks største producent af vindkraft med 228 møller på land og til vands. Vattenfall er en af Europas største producenter af elektricitet.

Nyt projekt vil gøre os klogere på, hvordan vinden bevæger sig i skovområder, åbne naturlandskaber og alt derimellem. Teknologien bag vil kunne skelne mellem forskellige typer landskab, og det vil medføre en betydelig økonomisk gevinst for den danske vindmøllebranche. Innovationsfonden investerer 5.3 mio. kroner i projektet, som DTU Vindenergi står bag

I dag er der en 10-15 procents usikkerhed, hvis man vil forudsige en vindmølles elproduktion med matematiske modeller. Årsagen er, at man ikke har de rigtige værktøjer til at skelne mellem eksempelvis skovområder og flade områder og i stedet bedømmer landskabets egenskaber manuelt.

Det skal vi nu gøre noget ved, og projektet InnoWind er et stort skridt i den rigtige retning. Inden for de næste tre år vil vi kunne gå endnu tættere på jordoverfladen. Det betyder, at vi med større sikkerhed kan udpege de mest lovende placeringer for nye vindmølleparker på land. 

Det vil sætte gang i vindmølleeventyr i nye lande rundt om på kloden og få stor økonomisk effekt for dansk industri, som skal levere nogle af møllerne. Vi forventer, at InnoWind på sigt kan føre til nye ordrer for milliarder af kroner – det har vi set i Sydafrika, da landet fik sit første vindatlas i 2015. Med InnoWind er potentialet endda endnu større.

Det er DTU Vindenergi, der står bag InnoWInd sammen med DHI GRAS A/S, EMD International, Vestas og Vattenfall.

De næste tre år
I dag anvender man meget simple tabeller til at se på, hvordan vinden blæser henover landskabet. InnoWind vil give de tabeller baghjul ved at udnytte en helt ny generation af satellitter fra European Space Agency (ESA). Ud fra de satellitdata vil vi fremstille geografiske kort, der er mere præcise, og som dækker hele verden.

”InnoWind vil tilpasse produkter fra ESA’s nye Copernicus satellitter og korttjenester til behov i vindenergibranchen. Brugen af satellitdata vil styrke danske virksomheder i konkurrencen om at bygge nye vindmølleparker rundt om på kloden,” siger Merete Badger, Seniorforsker fra DTU Vindenergi og daglig leder af InnoWind

Hos Vattenfall har man ikke været i tvivl om, at man ville gå med i projektet, siger Anders Sommer, der er Senior R&D ingeniør:

”Hos Vattenfall er vi meget interesseret i onshore vindmøller. InnoWind kan være med til at gøre os klogere på, hvordan vinden blæser i forskellige former for natur. Det er meget brugbart for os, og vi glæder os til at komme godt i gang med projektet.”