Åbent hus på Risø Vindenergi var en stor succes

tirsdag 11 sep 18

I lørdags kiggede op mod 500 glade gæster forbi DTU Vindenergi på Risø. Især den nye Poul la Cour vindtunnel og vindmøllerne tiltrak sig opmærksomhed.

Der var liv og glade dage på DTU Risø Campus i lørdags. DTU Vindenergi inviterede indenfor i Large Scale Facility, hvor man kunne blive klogere på vores arbejde, se de nye faciliteter – og endda komme indenfor i en vindmølle.

Op mod 500 glade gæster i alle aldre kiggede forbi DTU Vindenergi. De to unge mænd, Emil og Benjamin fra DTU Science Show fangede især børnenes opmærksomhed blandt andet med et ildshow.

Også rundvisningerne ved DTUs møllerække og i den nye vindtunnel tiltrak stor opmærksomhed. Mere end 240 personer blev vist rundt i Danmarks nye vindtunnel, mens mindst 100 personer fik æren af at se, hvordan den store forskningsvindmølle på DTU ser ud indvendigt.

Der blev også tid til at se de to vindmøllevinger, der hænger i Large Scale Facility, ligesom man kunne blive klogere på, hvordan man egentlig laver en vindmøllevinge eller høre om samarbejdet med Verdensbanken om kortlægningen af verdens vindressourcer.

”Det var en stor succes. Folk var interesserede og positive, og stemningen var helt i top,” siger institutdirektør på DTU Vindenergi, Peter Hauge Madsen.