Foto: Witold Skrzypinski

Nye store vindmøller kræver øget fokus på vindmøllevinger

fredag 07 jul 17

Kontakt

Flemming Rasmussen
Sektionsleder
DTU Vindenergi
46 77 50 48
Vindmøllerne i vindmølleparker vokser hastigt. De kommende generationer af vindmøller forventes at blive op mod 300 meter høje. Det er ikke kun i højden de vokser: de nye store vindmøller får også større vindmøllevinger.

En udfordring for forskerne, der arbejder inden for vindenergi, er at gøre vingerne længere, uden at de bliver hårdere belastede og væsentligt tungere. Lige nu arbejdes der således på DTU Vindenergi på at finde en måde at holde vægten nede på de meget lange vindmøllevinger. Indholdet i vingerne kan være en blanding af materialerne kulfiber og glasfiber. En metode til at få vægten ned på er at tilpasse vingernes fleksibilitet og bl.a. bruge mere af det lette materiale kulfiber i stedet for glasfiber.

Tidligere har man ikke set så meget på vingernes vægt, da de har været relativt lette i forhold til møllens størrelse. Men nu hvor møllerne er så kolossale, er der også en pointe i at få vingernes vægt ned for på den måde at mindske visse belastninger på møllerne:
”Det kan betale sig at gå efter en reduktion af vægten på møllevingerne, nu hvor vindmøllerne er så store”, siger leder for sektionen Aerodynamisk Design på DTU Vindenergi Flemming Rasmussen og tilføjer: ”Vi kan komme længere, ved at anvende de nyudviklede integrerede designmetoder og nye smarte teknologier kombineret med bedre og lettere materialer”.