Foto: Colourbox

Ny online efteruddannelse i vindenergi

fredag 07 apr 17
|
af Tom Nervil

Master of Wind Energy

  1. Optagelse på uddannelsen kræver en B.Sc. eller B.Eng. grad eller højere og mindst to års relevant erhvervserfaring.
  2. Sidste frist for tilmelding til efterårssemesteret er d. 15. juni.
  3. For yderligere spørgsmål e-mail: onlinemaster@windenergy.dtu.dk

    Læs mere om uddannelsen.
DTU udbyder for første gang den nye online efteruddannelse Master of Wind Energy. Efteruddannelsen svarer til et års fuldtidsuddannelse, men forløbet kan strækkes til fire år, hvilket gør det muligt for deltagere at passe et fuldtidsjob samtidigt.

Vindenergi er blevet en vigtig energikilde til produktion af elektricitet og har de senere år skabt en industri med mange nye arbejdspladser. Danmark er et foregangsland inden for vindenergi med nogle af de førende producenter af vindmøller, store testcentre og med DTU som et af verdens førende universiteter angående forskning i vindteknologi.

Siden 2002 har DTU, som et af de eneste universiteter i verden, tilbudt en dedikeret kandidatuddannelse i vindenergi. Nu går DTU skridtet videre og tilbyder en helt ny og unik mulighed for at tage en godkendt masteruddannelse i vindenergi online.

Henvendt til erhvervslivet

Med ni onlinekurser og et afgangsprojekt kan man nu blive Master of Wind Energy. Uddannelsen henvender sig hovedsageligt – men ikke udelukkende – til folk i erhvervslivet, som vil dygtiggøre sig inden for alle de vigtige aspekter af vindenergi. Uddannelsen svarer til et år på fuld tid, men den fleksible undervisningsform og mulighed for at strække uddannelsen over 2 til 4 år gør det muligt for deltagerne at have et fuldtidsjob samtidig.

International appel

Da Master of Wind Energy er udformet som en onlineuddannelse og foregår på engelsk, henvender den sig også til deltagere uden for landets grænser. Den vil desuden fremme Danmark som international udviklings-, afprøvnings- og videncenter inden for vindenergi.

”Vi har talt med aktører i vindenergiindustrien for at sikre os, at de støtter uddannelsen og er interesserede i at sende deres medarbejdere på kursus,” siger studieleder Merete Badger, som er seniorforsker og initiativtager til uddannelsen.

DTU Vindenergi

DTU Vindenergi har et stærkt forskningsmiljø med tætte forbindelser til industrien, både i Danmark og internationalt, og med en mission om at udnytte forskningsresultater gennem videnskabeligt baseret uddannelse.

Instituttets ti forskningsenheder dækker et meget stort antal discipliner, lige fra målinger af vind og vindressourcer til design af komponenter til vindmøller og integration af vindkraft i elforsyningen.

Læs mere på DTU Vindenergis website.
http://www.vindenergi.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=618AF270-F79A-4845-B8FA-8B7CC7AF8A22
22 AUGUST 2017